THE MAGIC OF MOVEMENT ER ET WORKSHOPSKONCEPT, SOM UDSPRINGER AF EN FÆLLES KÆRLIGHED TIL BEVÆGELSE
Vi er begge uddannede Council Guides i The Delicate Lodge Teachings, som er en del af visdomstraditionen Earth Wisdom. Herigennem mødte vi hinanden og har rejst sammen som sjælesøstre lige siden. Begge har vi gennem årene arbejdet bevidst med krop, lyd og stemme, så det var naturligt for os at gå sammen om at bringe disse elementer i spil for andre.
Vi ser nemlig et stigende behov for at give plads til sanselighed og nærvær, til at lege og lytte. Mange af os lever travle liv, hvor vi jonglerer arbejdsliv, familieliv, privatliv m.m. og forventningerne til os selv og hinanden er høje. Det er sjældent, vi tager os tiden til at være nærværende og fuldt tilstede for at lytte til os selv og sanse kroppens beskeder til os.
Ved at stoppe op, slippe tankerne, fokusere på vores sanser og åbne vores kropslige bevidsthed, kan vi finde ind til et særligt rum i os, hvor der er plads til at lege, blive inspireret og forløse eventuelle bekymringer og samtidig frigive ekstra energi og overskud. Vores intention er netop at skabe dette frirum med plads til at bevæge os.
På vores workshops inviteres deltagerne til at forbinde sig til deres krop gennem dans, åndedræt, visualisering/meditation, stemme og lyd - bevægelse i alle mulige former. Vi skaber plads til sanselighed og nærvær, legesyghed og modtagelighed, mens selvledelsesværktøjer fra Earth Wisdom implementeres.
Vi ser frem til at bringe bevægelsens magi ud til dem, der føler sig kaldet.
BEVÆGELSE & BEVIDSTHED
Alt liv er bevægelse. Vi udvikler os i vores moders mave via bevægelse, hjernen og hele vores legeme bygges gennm bevægelse. Vi lever i cyklusser af bevægelse, hvor alting hele tiden er i forandring her på jord. Årstiderne skifter, sol og måne kredser og livet sker hele tiden omkring os. Bevægelse er liv.
Alt levende vibrerer. Og således er vi forbundet til et stort vibrerende felt, som mennesker her på jord. Vi føler os i live, når vi føler os forbundet. Til os selv, andre mennesker og vores omgivelser. Vi bliver bevæget. Det gør bevægelse magisk.
Når vi føler os stagnerede i vores liv, krop, følelser og tankemønstre har vi ofte mistet forbindelsen til os selv. Det sker for mange i denne moderne verden, hvor vi konstant udsættes for stimuli og stress, angst og depression har indfundet sig som en del af normalen.
Det kræver nogle gange beslutsomhed og bevidsthed at stoppe op og mærke, hvad der rører sig i de indre landskaber. Har stagnationen indfundet sig her, kan man med fordel bruge sin fysik og sanselighed til at skabe fornyet flow.
HVEM ER VI?
ANETE LOTUS JENSEN
Anete Lotus er Soundbath facilitator og klangmassør. Tidligere har hun arbejdet som professionel danser samt skuespiller og sangerinde.
Anetes første møde med lydbad i 2018 var kærlighed ved første blik. Her begyndte rejsen først som klangmassør og dernæst med Gong Master Training, Intensive Sound Therapy kursus og Livstonen-kurser (vokalterapi). Anete har en stor nysgerrighed i krop, sind og sjæl og i hvordan vi som mennesker skaber det bedste liv for os selv ud fra de omstændigheder vi hver især har. Hun blev uddannet Council guide i 2017 (Earth Wisdom indenfor Maya indiansk livskommunikation/-filosofi), har grundkursus i kinesiologi, samt frekvenskinesiologi - Matrix, samt andre kinesiologikurser, og er nu under uddannelse til Spirituelt integreret krops- og psykoterapeut.
"Lyd er medicin. Lyd er bølger i bevægelse. Bevægelse er Liv.
At modtage et lydbad kan være dybt afslappende og afstressende.
Frekvenser og vibrationer fra gonger, chimes, rasler, syngeskåle osv. har evnen til at resonere med kroppen på en måde som kan sænke hjernebølgerytmen og bringe kroppen i en dyb meditativ tilstand.
Det er en optimal selvhelende tilstand, som giver mulighed for at bearbejde traumer, slippe spændinger, vække kreativiteten m.m. Lydbadet taler til underbevidstheden, som kan åbne for spirituelle oplevelser, inspirere drømme og fremkalde indre rejser. Da hvert menneske er unikt, vil hver oplevelse være personlig og forskellig fra gang til gang. Modtagere inviteres til at forholde sig åbent, nysgerrigt og forventningsfri, så lydbadet kan give dem det, de har mest brug for i den givende stund."
KAIA MAINZ
Cand.Comm. i Performance Design, yogalærer og TRE® facilitator,
council guide, sangpædagog in spe, sanger og sangskriver.
Kommunikation, krop og kreativitet - det er omdrejningspunkterne for hendes virke og hendes intention er at skabe forbindelse. Til og mellem mennesker, til naturen, til iboende ressourcer og til det ærlige og unikke udtryk (for den enkelte). Har som selvstændig bevæget sig i mange kredse indenfor kunst- og kulturproduktion, kreativ procesfacilitering, kommunikationsrådgivning, undervisning, eventudvikling, projektledelse, kropslig udfoldelse og personlig udvikling. Det kropslige arbejde med stress- og traumeforløsning fylder efterhånden mere og mere sammen med sang(kropslig)træning og eget kunstnerisk virke. Sangen, poesien og musikken er hendes hjertebørn og vigtigste udtryksformer.
"Krop og stemme hænger uløseligt sammen og min erfaring er, at vi ofte møder os selv meget intimt, når vi arbejder med disse dele af os selv. Via kroppen kan man skabe frihed for at stemmens potentiale kan udfolde sig. Og via stemmen får vores indre udtryk. Vi kommunikerer hele tiden via vores krop, som også bærer vores personlige historier med sig. Karakteren af vores stemme og vores kropssprog afslører på mange måder det levede liv. Jeg er både optaget af de ufrivillige bevægelser og de mere intentionelle - både i forhold til nervesystem, følelser, tanker m.m. Det kan kræve mod at møde sig selv og forbinde sig til kroppen, men min erfaring er, at det bringer godt med sig, så længe det sker i trygge omgivelser og et tempo, man kan følge med i. Det handler om at lytte og være nærværende og kærlig med det, som rører sig. Hvad enten man arbejder med bevidst eller ubevidst bevægelse."